Hjemmeværnsmuseet
Den Selvejede Institution Hjemmeværnsmuseet er oprettet i 1988 i den historiske Frøslevlejr og er et landsdækkende kulturhistorisk museum, der rummer
- Hjemmeværnets Historiske Udstilling “Hjemmeværnet – i takt med tiden”,
- Brigadesamlingen,
- bibliotek, arkiv, magasiner og depot samt en film- og fotoafdeling.
Hjemmeværnets Historiske Udstilling omfatter det frivillige danske forsvar gennem tiderne fra Venderlaugene til vore dages moderne hjemmeværn med vægten lagt på periodenn fra besættelsestidens ophør.
Museets primære ansvarsområde er således de i 1945 oprettede hjemmværnsforeninger samlet i Danske Hjemmeværnsforeningers Landsforbund, som den 1. april 1949 afløstes af det lovfæstede Hjemmeværn, og dettes historie frem til i dag.
Der kan aftales foredrag og rundvisning af 1-2 timers varighed efter besøgets art. Indholdet kan afpasses efter deltagernes alder, førlighed og udviklingstrin, og dækker dansk sikkerheds- og forsvarspolitik med vægten på det frivillige forsvar. Rundvisningen kan kombineres med besøg ved andre seværdigheder af militærhistorisk betydning i Slesvig/Sønderjylland.
Særlige tilbud:
Museet kan hjælpe med tilrettelæggelse af ture og ekskursioner i landsdelen, også med hensyn til indkvartering og forplejning. Dette gælder fortrinsvis militære enheder og foreninger eller sammenslutninger med tilknytning til totalforsvarets komponenter.
Museets arkiver og bibliotek står til rådighed for forsknings- og formidlingsformål (udstillinger m.v.).
Undervisningsmaterialer, brochurer, publikationer m.v.:
Museet har et omfattende udvalg af museums- og turistbrochurer, militære foldere og litteratur, samt egnhistorisk materiale, der uddeles gratis.
I kiosken sælges endvidere litteratur m militære emner og om besættelsestiden, samt souvenirgenstande med relation til Hjemmeværnet og beslægtede områder.